365 billeder

Når jeg fotograferer boliger for ejendomsmæglere, laver portrætter eller skyder travel content for Getty Images, så bruger jeg mine Canon kameraer. Canon kameraer og deres L objektiver laver nogle fantastiske billeder, men man ender ofte med et kit på 2-3 kg og det er altså ikke sjovt at slæbe rundt på skuldertaske med 5-10 kg kameragrej. Det resulterede i at jeg sjældent medbragte et kamera, når jeg bare skulle en tur ind i byen og vade rundt.

Noget lettere skulle på banen og jeg endte med at købe et “for sjov” kamera i efteråret 2024. Det blev det lille Fujifilm X-T5 kamera med 2 objektiver; et 18mm f/1.4 og et 33mm f/1.4. Jeg valgte prime objektiver uden zoom for at udfordre mig selv, så man bliver tvunget til at bevæge sig rundt for at få den optimale vinkel og komposition.

De sidste 15-20 år har jeg primært brugt store Canon og Nikon spejlreflex/mirrorless kameraer, som passer perfekt til kraftige mande-hænder. Så det at bruge det lille X-T5 kræver en del tilvænning - knapperne sider jo ikke de samme steder og når kameraet er lille skal man holde det på en lidt anden måde. Jeg har jo trods alt opbygget en del Muscle Memory til mine Canon kameraer over tid ….

Derfor hoppede jeg ombord i et 365 billeders projekt. Altså et billede skudt hver dag i et helt år med det lille X-T5. Det er billeder af min dagligdag, så det bliver lidt en visuel dagbog. Jeg lever et helt almindeligt uspændende liv, så nogle billeder er kedelige mens andre er fantastiske - c'est la vie. Billederne bliver smidt på min Flickr på daglig basis og her på Andrea Danese laver jeg et månedsgalleri med alle billederne.

Se 365 billeder her

Fujifilm kameraer er kendt for sine filmsimuleringer og de første billeder i 365 serien blev skudt i den klassiske Acros sort-hvid simulering. Det gjorde faktisk, at jeg var nødt til at fotografere alle 365 billederne i sort-hvid for at holde stilen. Og jeg må indrømme at det sort-hvide look er vokset inden i mig. Der er noget klassisk / nostalgisk over det monokrome look, og så kan kedelige farver blive til gode billeder med den rette sort-hvid konvertering.

Nu er jeg blevet færdig med oktober og de første 300 billeder er allerede i månedsgallerierne. Enjoy!

Previous
Previous

Le Moulin

Next
Next

Sceneskift