Tortellini al Forno

Tortellini al forno er en italiensk ret, som opstod for over 30 år siden og siden er blevet udviklet og tilpasset. Jeg kan ikke huske hvor inspirationen kom fra, men ingen tvivl om at den er blevet bedre med årenes løb.

De sidste 15 år har jeg lavet den i en Le Creuset suppeterrin, da retten kræver et ret højt ildfast fad. En støbejernsgryde kan også bruges.

Ingredienser:

  • 2 porrer

  • 1 stor rød peber, eller 2 små

  • 250g friske champignon

  • 250g tortellini

  • 200g revet ost, almindelig Danbo

  • 1/4 liter fløde

  • 500g hakket oksekød

  • 1 dåse tomatkoncentrat, 140g

  • 2-3 fed hvidløg

  • Salt og peber

  • Timian og oregano

Sådan gør du …

Porrer rengøres og skæres i skiver på 0,5cm tykkelse. De røde peber skæres i tern af passende størrelse. Vil man gerne have en mere kraftig peber-smag kan grønne peber anvendes med fordel. De friske champignon vaskes og skæres i kvarte.

Kødet svitses på panden sammen med 2 fed hvidløg indtil kødet er brunet, hvorefter en dåse tomatkoncentrat tilsættes og røres ind i kødet. Kødet smages til med tørret basilikum og oregano, samt evt. salt og peber. Efter fortsat svitsning i 1-2 minutter tages kødet af varmen.

Herefter koges Tortellini’erne i saltet vand i den angivne kogetid. Efter at vandet er hældt fra Tortellini’erne i et dørslag, plejer jeg at skylle dem i koldt vand, så de ikke klistre for meget sammen.

Ingredienserne lægges nu lagvis i et fad med høje sider. Jeg bruger en suppeterin, som er eminent til formålet. Start med kødet og tilsæt herefter tortellini og grøntsagerne. Slut af med den revne ost. Jeg plejer at lave ca. 3 lag. Det sidste lag må gerne få lidt rigeligt ost og tilslut tilsættes fløden.

Retten tilberedes i ovnen på 200 grader i 75 minutter. Anvendes en suppeterrin kan man med fordel beholde låget på i ca. 20 minutter - det giver en mindre tør ret, hvilket jeg godt kan li'

Buon appetito

Prego!
En fantastisk ret, som også er god som reste mad dagen efter - tåler også en tur i fryseren ….

Previous
Previous

Limoncello